3 erfaringer og 3 løfter

3 erfaringer 3 løfter

Jeg blev spurgt om, hvad jeg havde lært de sidste 6 måneder, hvor jeg ikke er stået op til et arbejde. Jeg vil påstå, at jeg (mindst) har lært 3 ting.

#1 Kommunikation er alfa & omega

Jeg har arbejdet med markedsføring og kommunikation i mere end 22 år. Men de sidste 6 måneder har jeg nærgående studeret kommunikation og relationer mellem mennesker på en anden måde. Helt basalt: Lyttet til samtaler, lyttet til hvad der er kommet ud af min og andres mund.

Og faktisk er jeg rystet over, hvor meget automat-kommunikation vi bedriver. Og nej, selvfølgelig skal man ikke overveje hvert ord, når man beder om at få rakt saltet, men kors, hvor slår vi tit automatpiloten på. Og hvor ofte vi bliver revet med i sladder og nedrakning af andre.

Det er ligesom en lemminge-effekt: Når en alfa-lemming har en mening, så løber alle b,c og d lemminger med og forstærker førstnævnte. Det er faktisk ikke særligt kønt eller genialt, men måske har vi bare så meget brug for at “høre til”, at vi giver køb på egen holdning og integritet? Og bare for at have det på det rene: Jeg er også en lemming! Men jeg arbejder på at tøjle min indre gnaver. For har man ikke noget pænt at sige om andre, skal man holde sin mund.

Og her kommer vi så til løfte nr. 1: Jeg skal øve mig i at være en anti-lemming og stoppe mig selv før jeg kaster mig ud over brokke-kanten sammen med alle de andre lemminger.

#2 Husk at sige fra, når mavepinen slår alarm

Når jeg har filosoferet over, hvad jeg gerne vil og ikke vil i mit næste job, så har jeg lovet mig selv at stole på min mavefornemmelse. Når hjertet galopperer og maven trækker sig sammen, så er det tegn på alarm. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal udfordres, for det ved Gud i himlen jeg skal. Men jeg vil stole på min mavefornemmelse og ikke altid undertrykke, hvad der føles rigtigt.

Her den anden dag sagde en mand til mig: Mavefornemmelse og intiution er koncentreret erfaring. Og hold op, hvor var det befriende at høre. Det var i øvrigt under en jobsamtale og jeg var så glad for at få bekræftet, at intuition er ok! Og da erfaringen bliver større og større med årene, så bliver mavefornemmelsen også mere og mere sikker. Hurra for det!

Løfte nr. 2: Vær tro mod mavefornemmelsen!

#3 Vær nysgerrig

Noget af det bedste der er sket de sidste 6 måneder er, at jeg har fået nye, skønne relationer. Nærmere bestemt har en hyggesnak i grøntafdelingen i den lokale Lidl indirekte betydet flere ting. Dels flere hyggelige smykke-hygge-snakke dates med en klog og idérig kvinde. Dels et spirende netværk med lokale selvstændige kvinder, der gavmildt øser ud af erfaring og muligvis er ved at vække en lille iværksætter spire i mig. Og endeligt en mulighed for at hjælpe et lokalt, frivilligbaseret spillested med deres mediestategi, hvilket er en skøn appelsin, der er faldet ned i min turban.

Og at være nysgerrig er også ensbetydende med at stikke hovedet frem og vove noget. Men for pokker, hvor vokser man også i det. Nelson Mandelas vise ord: “I never loose, either I win or I learn” er så sandt. Og med den tro i ryggen kan man meget. Og ja, gu’ er jeg da jublende naiv. Men hellere det end kynisk. Indtil andet er bevist.

Så løfte nr. 3: Dyrk nysgerrigheden og tro på, at man vokser af og i det!

 

Pin It

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *