Rødbillet, Yoko Ono og Kjøbenhavn

På vej til København. For første gang siden jeg blev fritstillet fra mit job. De sidste mange år har København = arbejde for mig. Over tidligt om morgenen og hjem i løbet af eftermiddagen, altid med fly eller i bil. Altid med et mål og tasken fyldt med noter, pc og læsestof. Denne gang er det anderledes.

Jeg skal over og mødes med min “gamle” afdeling (læs 3 skønne kvinder), så persongalleriet er såmen meget det samme. Men anledningen er denne gang social og scenen er ikke kontoret eller et bureau, men bistroen Kjøbenhavn.

Men lige tilbage til selve rejsen. Bil gad jeg ikke, fly var vildt dyrt, så det måtte blive tog. Heldigvis tilbød min søde mand at køre mig til Herning for det er noget omstændigt bøvl fra Ringkøbing. Men DSB ville også gerne flænse min konto for 800 kr. og så kom vi i tanke om rødbillet-busserne. Det var billigt og nå ja måske ikke bekvemt, men man er vel en halvnærig jyde.

Så der var ikke de store forventninger, men det var faktisk rigtigt godt! Note til mig selv: bussernes standard har altså forbedret sig betydeligt siden 80’erne og 90’erne da jeg sidst var fast buspassager. Wifi,  kaffe og masser af benplads, ikke så dårligt.

Fremme i staden havde jeg et par timer inden jeg skulle mødes med de andre, hvilket bød på den obligatoriske tur ned af strøget. Da jeg for 100 år siden flyttede til København syntes jeg strøget var vildt langt og vildt spændende. Sådan har jeg det så ikke mere…. Men vejret var skønt og jeg kunne dyrke en af yndlings beskæftigelsen i en storby: se på mennesker.