En stille formiddag
Det er frustrerende og angstprovokerende at ikke vide, hvad fremtiden bringer på jobfronten. Det er træls at modtage afslag efter afslag. Kan I for pokker da ikke se, at I smider guld på gaden? 🙂
Det er en helt ny oplevelse at stifte bekendtskab med A-kasse og Jobcenter. Men hidtil en positiv en af slagsen. Jeg har en superkompetent karriererådgiver hos min A-kasse; Empatisk, konstruktiv og erfaren. Og jeg kun kort mødt min sagsbehandler hos jobcenteret, men jeg tror, at det de samme ord, jeg kan sætte på hende efter vores møde i næste uge.
Der er rigeligt at brokke sig over, men jeg gider ikke være en sur og negativ mokke, så jeg har besluttet at finde gode ting ved min (manglende) jobsituation:
- Jeg lærer at bede om hjælp – det er jeg nemlig utrolig dårlig til, men jeg møder kun varme og imødekommenhed
- Jeg bliver tvunget til at tage stilling til ønsker og drømme – og sætte ord på
- Ingen dårlig samvittighed over det store familiepuslespil på grund af rejsedage og lange møder
- Jeg behøver ikke tage makeup på hver dag
- Ingen dresscode – dog er nattøj ikke tilladt efter kl. 8
- Kan være chauffør for Yngstebarnet, når hun skal fragtes rundt til træning = mor & datter tid i radiobilen
- Jeg har tid til at dyrke interesser og mennesker jeg er glade for – uden dårlig samvittighed
- Jeg har masser af mig-selv-tid, hvor jeg bestemmer lydniveauet og tempoet
- Familien nyder lidt godt af et højere serviceniveau og flere hjemmebagte boller
- Hunden nyder selskabet – eller det tror jeg da hun gør, hun sover pænt meget, men logrer glad når hun vågner og får øje på mig
Hunden småsnorker, pc’en brummer, fuglene slås på foderbrættet, kaffe i stempelkanden… alt er godt…
