Så er det sgu tilbage på sporet!

sund igen takeamoment blog

I foråret gjorde jeg noget godt for mig selv: Jeg hoppede på en Michelle Kristensen Bootcamp. Vildt projekt, men nødvendigt for jeg har været med i en af Danmarks største klubber: “Klubben for dem, der lover, at mandag bliver et vendepunkt”. Min underafdeling af klubben handler om sundhed og hed “Spis sundt og dyrk motion”.

I 9 uger holdt godt 20 skønne kvinder + MK-crewet hinanden og sig selv op på at få en sundere livsstil. Og nej, det var ikke hjernevask eller alt-er-forbudt. Og det var heller ikke illusionen om, at du kan ligge på en sofa og komme til at ligne en (photoshoppet) model i løbet af nul-komma-fem. Men det var løfter om velsmagende mad kombineret med hårdt arbejde med sig selv, ikke mindst oppe i hovedet.

Min tålmodighed kan i disse sammenhænge ligge på et meget lille sted, men pokker stå i det at betale en pæn slat penge for at deltage og ikke gennemføre. Så det blev gennemført og jeg havde pludselig en stærkere og flottere krop og en vild optur over, at jeg havde gennemført og fået nogle sundere vaner.

Og herfra er det så bare gået ned at bakke – igen. Jeg har svigtet alle mine gode resultater og mine gode løbe- og træningsvaner. De er igen skiftet ud med sofaen og muffintoppen på maven er ved at genopstå – den var ellers helt væk. Og hvorfor? Magelighed, en god portion selvmedlidenhed druknet i bland-selv-slik og boller med tandsmør. You name it – I have eaten it.

Jeg er nemlig faldet i den fælde Michelle og hendes crew advarede os om: Jeg konsulterer jævnligt min badevægt og den er stadig stolt af mig, for jeg har ikke taget på igen i kilo, men helt sikkert i cm.

Den der klub jeg nævnte i starten, har utallige gange været i spil. Mandag, tirsdag og onsdag har jeg været standhaftig og så stolt af mig selv, at jeg har givet efter for fristelser torsdag, fredag, lørdag og søndag. 3-4 giver minus 1 og kombineret med 0 motion og tilbagevendende ondt af sig selv, så er jeg om ikke tilbage ved start, men tæt på. Jeg ved, hvad der skal til, hvordan jeg gør, og vigtigst: Hvor godt jeg får det, både fysisk og mentalt.

Jeg ved også, at det ikke bliver en ren MK bootcamp-model, men det bedste fra MK-principperne. I første omgang bliver det kosten: MK i kombination med hvad jeg ved er godt for mig i moderate mængder. Målet er ikke at blive tynd, men at blive sundere. Og mental sundhed er også en vigtig faktor. Så et glas rødvin i ny og næ. Og en grovbolle med lækkert fyld – og et stykke lækkert kage i weekenden. Bare ikke hver dag og i “så kan det også være lige meget”-mængder.

Så undskyld jeg tog din tid til at sørge for mit eget “point of no return”. Nu har jeg nemlig sagt det højt, og så er det dælme pinligt ikke at overholde det. Jeg lover at holde shit-hvor-går-det-godt/skidt-opdateringer på et minimum. Og at spare dig for billeder af alle mine måltider og eventuelle løbeture. Og for at hyle uhæmmet, når jeg hellere vil spise snoller end gulerødder. Og for at belære og prædike sundhed.

Over and out, nu er det i køkkenet – heldet følger den velforberedte.

 

Pin It

2 Comments

  • Anette siger:

    Hej Charlotte.. fin blog du har dig Jeg har det på akkurat samme med måde ang. tiden efter MK bootcamp – uroligt hvad man gennemføre når blot der er kontrol også “glemmer” man det når man står på egne ben – ens gamle vaner og mageligheden indhenter en..
    Rigtig god dag
    Anette fra MK bootcamp

    • Charlotte siger:

      Hej Anette, tusind tak for roserne. Og dejligt at høre at jeg ikke er den eneste der ved, hvad der er godt for mig og så alligevel falder i ☺ Kh Charlotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *