Tilstået: jeg husker bedst vores tidligere par besøg i Ribe for 3 ting: Lækre isvafler, en ganske ok skobutik og så selvfølgelig domkirken. Men nu bød lejligheden sig til at studere byen lidt nærmere, da yngstebarnet skulle spille Ribe Elitecup i håndbold.
For det nu ikke skulle gå op i håndboldhal, automatkaffe og lange køreture frem og tilbage, lejede vi en feriebolig hos Ribe Byferie. Skøn lejlighed, godt placeret med kort gåafstand til midtbyen. Det er ikke for ingenting at husene bliver kaldt for mælkekartonerne. Udsigten fra 1. sal fejlede ingenting og det gjorde morgenmaden eller servicen heller ikke.
Men størst indtryk har midtbyen nu gjort. Det er en utrolig smuk by med masser af kringelkroge og sjove detaljer. Små cafeer, lækre butikker med kunsthåndværk og vintage, kulinariske specialiteter og lækkert kluns.
Husene er smukke og for langt de flestes vedkommende velholdte. Det er gennemført og hyggen emmer ud af facaderne og de små gyder.
Indrømmet: vejret var også perfekt og i stedet for shopping blev der dømt vandring. Ud og ind i gyderne og de små gader, kig til de mange skønne gårdhaver og endelig en tur ud langs Ribe Å ud til borganlægget Riberhus, hvor Dronning Dagmar står og spejder mod Ribe. Stien går langs en kolonihaveforening, hvor haverne ligger side om side og byder på kig på snorlige rækker af blomster og grønt.
En anden berømthed i Ribe er munken Ansgar, der vogter ved Domkirken. Kirken er virkelig flot og sandsynligvis Danmarks første. Næste gang skal den ses indefra – der var lukket for turister, og selvom jeg ikke bor så langt fra Ribe, var det jo nok det jeg var den dag.
Alt i alt en skøn weekend med sightseeing og håndbold ad libitum – og heldigvis også succes for yngstebarnet og hendes skønne håndboldhold 🙂
takeamoment... alting går stærkt og vi har travlt med arbejde, karrierer, børn, det perfekte hjem, den rigtige livsstil, venner....
Jeg fik mulighed for at stoppe op og trække vejret og revurdere, hvad der er vigtigt. Og genfandt glæden ved at skrive og overvandt blufærdigheden i at lade andre læse det og have en holdning til mine holdninger.
Jeg hylder det uperfekte og hvis du forventer perfekt, så må jeg desværre skuffe dig. Men hvis du køber den præmis, så velkommen til min cocktail af en dagbog, opslagstavle, eftertanker...