Jeg en anti-selfist

selfies _takeamoment

Jeg er skræmt fra vid og sans ved tanken om at få taget billeder. Jeg har et billede inde i mit hoved af, hvordan jeg ser ud, og jeg bliver overrasket hver gang jeg så ser et billede af mig selv, for det stemmer ikke overens med mit indre foto. Derfor står jeg også i 99% af tilfældene som fotograf bag kameraet og nyder det. Og selfies – forget it!

Det er faktisk så langt ude, at min mand en gang kommenterede, da børnene var små, at hvis der skete mig noget, så ville de ikke vide, hvordan jeg så ud, når de blev voksne. Nu er jeg her heldigvis stadig og har tænkt mig at blive mange år endnu, men det vækker til eftertanke hver gang jeg kommer i tanke om det. Men det er bare ikke min comfort zone. Kan huske til vores bryllup, hvor benene rystede lige så meget hos fotografen som i kirken, og tro mig det var slemt!

Mine unger lider ikke af den samme kameraskræk og jeg tror også, at jeg er en uddødende race. Overalt hvor man vender sig hen bliver der taget selfies eller snap’s (mit ord for billeder til snapchat, sorry) og når man tror man fører en samtale med datteren i bilen og ud af øjenkrogen ser et smilende fjæs med hovedet let på skrå og himmelvendte øjne, skal det ikke tages personligt. Hun er blot i færd med at snappe samtidig med, at hun taler med mig…

Men lur mig om ikke vi selv har vænnet poderne til den famøse linse. Da min dejlige nevø var baby, jokere vi med, at han troede, at hans mor var hende med det store runde øje, der blinkede til ham. Og det var min skønne svigerinde ikke ene om, jeg har selv en fantasilion billeder af dobbelt-N’erne fra de var små, så det er nok en naturlig del af deres hverdag.

Så jeps; jeg er en dinosaur, men selv næsten uddødede racer kan vel lære nyt, så jeg udfordrer mig selv, der skal lægges en selfi på Instagram i løbet af sommeren. Jeg kan vel altid finde en teenager, en hund eller en plante at gemme mig bag…

Pin It

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *