Jeg er afhængig… af mord, gåder, gys, intriger, konspiration og humor – helst skandinavisk, men engelsk og til nød amerikansk, kan også gå, men det skal være indlæst og serveret på Mofibo. Kort sagt; jeg er lydbogsafhængig.
Jeg tror ikke, det kan behandles og hvorfor egentlig? Fordelene ved, at andre har tygget teksten og serveret den på min mobil, overskygger langt den manglende følelse af at sidde og vende sider i en fysisk bog. Hertil lagt, at synet nu også kræver læsebriller, da armene er blevet for korte, forstærker bare min afhængighed.
Jeg er omgivet af skumle mordere og kloge politifolk, når jeg laver mad, kører bil, løber en tur, strikker, stryger og jeg nyder hvert sekund. Jeg har endda grebet mig selv i at køre en lille omvej eller blive siddende i bilen lidt længere end nødvendigt, blot for at sikre mig, at helten i “bogen” er på rette spor og kan klare sig, indtil jeg er med hende/ham igen.
Eneste ulempe er, at der godt nok er forskel i oplevelsen, alt efter om det er en favoritoplæser eller det modsatte. En træg og sløv stemme matcher altså bare ikke et hæsblæsende drama igennem en nordisk hovedstad. Og helt galt går det, når en entusiastisk oplæser vil tillægge en person accent – man enten fniser ufrivilligt, når der tales umanerligt dårligt skoleengelsk, eller fnyser frustreret, når en oplæser forsøger at tillægge sig en jysk accent og lyder som en dårlig parodi på Jydekompagniet. Så lad dog være!
Men fordelene opvejer langt ulemperne og jeg glæder mig allerede til at tage på sommerferie og ligge ved poolen, mens jeg bliver underholdt i mine hovedtelefoner.
Er du ikke overbevist – prøv det!
takeamoment... alting går stærkt og vi har travlt med arbejde, karrierer, børn, det perfekte hjem, den rigtige livsstil, venner....
Jeg fik mulighed for at stoppe op og trække vejret og revurdere, hvad der er vigtigt. Og genfandt glæden ved at skrive og overvandt blufærdigheden i at lade andre læse det og have en holdning til mine holdninger.
Jeg hylder det uperfekte og hvis du forventer perfekt, så må jeg desværre skuffe dig. Men hvis du køber den præmis, så velkommen til min cocktail af en dagbog, opslagstavle, eftertanker...