Reden i hækken…

om at flytte fra reden

Da bladene faldt at træerne fik jeg øje på en forladt fuglerede i vores have. Fuglefamilien har sandsynligvis boet i reden hele sommeren uden, at jeg har lagt mærke til det. Og meget apropos er der også opbrud i vores “rede”, hvilket er endnu en ny proces i familie-sagaen.

Jeg er den stolte mor til en søn på 19 år. En søn der er ved at finde sine egne ben og sin egen vinkel på det at blive voksen. Som er ved at kappe det sidste af navlestrengen og flytte hjemmefra. Heldigvis tager han det bid for bid, små skridt af gangen. Tænker ikke at han gør det for at gøre processen nemmere for mor, men den gradvise flytten ting og tøj, gør det faktisk nemmere at håndtere – for mig.

For selvom vi nu kun er 3, der skal slås om badeværelser og hvad der skal ses i husalteret, så kommer han heldigvis lige hjem omkring langt de fleste dage. Og ofte sammen med sin skønne kæreste.

Jeg har læst flere blogindlæg om, hvor vildt det er, når poden starter i skole. Tro mig det her er også vildt. Fra at have styr på det meste, hvor er han henne, hvem er han sammen med, har han lavet lektier, er han glad, så har du nu styr på: Ingenting. Og det skal jeg for øvrigt heller ikke have. For jeg skal tro på, at han selv kan navigere og finde sin vej.

Og min rolle går fra at være den allestedsnærværende kombination af “Genie” og “Jesper Fårekylling” til at være til rådighed, hvis der er brug for det. Med munden solidt tillukket indtil, der bliver bedt om andet. Shit, det er svært! Men jeg øver mig hver dag og glæder mig over, at vi indtil videre er på rette kurs.

Reden bliver ikke tom, der bliver bare bedre plads. For forhåbentlig har vi evnet at skabe en atmosfære som ungerne har lyst til at vende tilbage til. Til at besøge reden uden at det drives af pligt og dårlig samvittighed.

Pin It

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *