Min symaskine…

symaskine takeamoment blog

Min første symaskine var en lille orange sag, der skulle trækkes rundt med håndkraft og her blev der fabrikeret dukketøj i stor stil. Desværre har jeg senere fundet ud af, at det var mine babydyne betræk, der blev sakset og syet om…. dem ville jeg gerne have haft, da jeg selv fik børn. Men man skal ikke græde over spildte dynebetræk…

Senere blev mit festtøj syet i farmors spisestue et par timer inden 9. klasse festerne. Ud fra Alt for Damernes indlagte mønstre blev top og nederdel i strækjersey en realitet.

Da tilværelsen som studerende på Handelshøjskolen begyndte, begyndte de 5 magre år. For jeg var stædig som et æsel og ville ikke have studielån, så SU og den tilladte lønindtægt skulle slå til. Husleje og mad stod først og selvom der var hyppig spisning ude – læs: hos forældre og bedsteforældre, samt nødhjælpspakker fra samme sponsorer, så var der dælme ikke meget tilovers til tøj.

Så farmors gamle symaskine flyttede med i studenterboligen og jeg fandt en stofpusher, der kunne levere billigt stof… især strækstof, isoli og jersey: Kludemanden i Harlev. Resultaterne var nok ikke altid lige kønne, men det virkede og han den lækre håndboldspiller jeg scorede på 1. år er jeg stadig gift med, så helt skidt kan det ikke have været. Han gav mig i øvrigt også min første symaskine i 25-års fødselsdagsgave. And guess what: den lever stadig.

I starten af mit worklife blev jeg besat af at sy blazerjakker og habitbukser. Her ville økonomien teknisk set godt kunne holde til at spare sammen til at købe tøjet, men nærigheden overtog. Og da Ældstebarnet kom til verden blev det sparkedragter og det blødeste, fine baby- og børnetøj.

De sidste mange år har både symaskine, gine og skræddersaks holdt pause. Hvorfor ved jeg faktisk ikke… Og jo det gør jeg jo nok alligevel. For tiden har været prioriteret anderledes: I hverdagen med arbejde, madlavning, tøjvask, græsslåning, rengøring osv. Og i weekenden med fodbold- og håndboldkampe. Modsat strikketøjet som kan tages frem og kyles væk på 2 sekunder, så kræver syning lidt mere. Men jeg savner det, så inden længe tror jeg den gamle Husqvarna bliver støvet af igen.

Pin It

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *