Det har været en lang pause, pause fra min helt egen legeplads. Betyder det så at jeg ikke har leget de sidste par måneder? Øh nej nærmest tvædimod, men jeg har fået nye legekammerater som har fyldt det hele, så blog – legepladsen har måttet gå på stand by lidt.
Mit nye arbejde er nemlig fyldt med nye legekammerater; alle mine nye skønne kolleger, men også alle de spændende samarbejdspartnere vi har. Det er hårdt arbejde med både succeser og det modsatte, men der er mere leg i hverdagen end jeg har prøvet før. Og det er ikke bordfodbold eller fredags øl jeg taler om. Det er leg med tanker, handlinger og koncepter. Kun ganske få gange er jeg stødt på no-goes og aldrig uden grund. Prøv det, gå i gang og lad os se om det virker, er mere reglen end undtagelsen. Miljøet er kreativt , men målrettet, vi skaber strukturer, men kun dem der er nødvendige for at skabe luft og overskud.
Lyder jeg lalleglad og lidt forelsket? Det er ok, for sådan er det nok også. Også har jeg en tilståelse: jeg har været utro…. min flirt hedder Playground og er SPORT 24’s nye blog. Og min flirt har tilfredsstillet min blog appetit de sidste par måneder. Men “barnet” er blevet smukt ☺ jeg er ikke nærig, så du må gerne kigge med her. Og takeamoment har betydet meget – jeg har lært en masse om SEO, billedbehandling osv., osv. som jeg har kunnet bruge i arbejdet med Playground.
Men jeg har fået appetitten på min egen legeplads tilbage. Nu vil jeg igen sætte mig med asus’en fra tid til anden og lade ordene og tankerne vælte ud over takeamoment igen – og du er velkommen 🙂
takeamoment... alting går stærkt og vi har travlt med arbejde, karrierer, børn, det perfekte hjem, den rigtige livsstil, venner....
Jeg fik mulighed for at stoppe op og trække vejret og revurdere, hvad der er vigtigt. Og genfandt glæden ved at skrive og overvandt blufærdigheden i at lade andre læse det og have en holdning til mine holdninger.
Jeg hylder det uperfekte og hvis du forventer perfekt, så må jeg desværre skuffe dig. Men hvis du køber den præmis, så velkommen til min cocktail af en dagbog, opslagstavle, eftertanker...