Fanøs ro gør godt
Når yngste teenager forslår en lørdagstur, så slår man til, hvis det overhovedet er muligt her i huset, for vi ser, som alle andre teenager forældre, mindre og mindre til dem – og kun i meget sjældne tilfælde er dette syn un-plugged. Så forslaget om en tur til Fanø falder straks i god jord og lørdag er ikke ret gammel, da hunden kysses farvel og bilen vendes mod Esbjerg.
Fanø er perle, der byder på ro, højt til loftet og god mad (vigtigt!). Tempoet er bare lavere og det skyldes ikke udelukkende den lejede cykel og mine manglende cykelmuskler, men det haster altså bare ikke på den ø.
Hver gang jeg rammer bygrænsen ved Sønderho, breder roen og et bredt smil sig og jeg er sikker på, at her behøver de hverken meditation, Simple Living eller yoga for at finde fred og ro.
Husene i byen er gamle og gemmer på mange historier og menneskeskæbner, der ikke deres vildeste fantasi kunne forestille sig begreber som SoMe, FoMo og WiFi og sikkert heller ikke ville kunne forstå, hvorfor det er så usandsynligt vigtigt at være “på” og “on” 24-7. Og når jeg tænker efter, med benene plantet i den sydfanøske muld, så kommer jeg også i tvivl om, hvorfor stilhed og kedsomhed til tider skræmmer.
Da jeg var barn og kedede mig, fik jeg at vide at det var sundt at kede sig (interessant indlæg om det her), og jeg tror heller ikke, jeg har været i livsfare på noget tidspunkt, selvom jeg har syntes, jeg dødkedede mig. I dag keder vi os sjældent – vi har konstant forbindelse med omverdenen og skulle køen i supermarkedet blive for lang, så tjekker vi Facebook og bliver beriget med alt fra venners anmodning om hjælp til Candycrush eller de mest nuttede billeder af naboens kattekillinger. Vi slukker sjældent for informationsstrømmen og bare “er”…
Det er noget af det Fanø kan – og jeg glæder mig allerede til næste gang jeg går i land fra færgen.
PS: Der er netforbindelse på Fanø, ved det har tjekket 🙂
