Der fås plaster imod det, der findes piller og mikstur imod det. Og det kan gøre selv den mest karl-smarte person flov over sig selv. Det er naturligvis snorkning jeg mener.
Den mega-irriterende savværkslyd, der kan ødelægge omgivelsernes søvn og koste rander under øjnene og virkeligt dårligt morgenhumør. Og som regel opdager “skurken” det ikke selv. Allerværst er det, hvis vedkommende ligger på ryggen og der er fri adgang til akustik på alle måder.
Jeg hader, hader, hader at blive vækket om natten, for jeg kan ikke falde i søvn igen. Så hvis sidemakkeren begynder at trække torsk i land midt om natten, kan jeg ligeså godt finde concealer, foundation og solbriller frem med det samme.
Og kender du fornemmelsen af at tabe hovedet og småsavle i toget eller flyveren? For at et øjeblik efter at vågne med et spjæt og tænke “shit, bare jeg ikke snorkede”. Jeg fløj en del til København med det tidlige fly som også en del politikkere benyttede sig af. Og jeg har haft fornøjelsen at have bla. Hernings borgmester som sidemakker flere gange og sjovt nok, har jeg sjældent sovet på de ture af ren og skær angst for at savle og snorke i søvne. Kald mig bare forfængelig, for det har ikke været andet.
Men i mit soveværelse bliver der snorket… højt og gennemtrængende. Tænker ikke hovedpersonen lægger mærke til det eller på nogen måde tænker over at tage hensyn. Og hvis jeg vækker vedkommende, får jeg bare et søvnigt kys på næsen, hvor efter der går 30 sekunder og der snorkes igen. Arggggh!
Jeg kunne jo give rødt kort og sende synderen ud af soveværelset, men det nænner jeg ikke. For jeg elsker jo også at høre den stille og rolige vejrtrækning, der heldigvis er mest af og som beviser, at min bedste firbenede ven elsker at sove så tæt på mig som muligt. For det er naturligvis Sia, der snorker længe og højlydt og helst sover lige ved siden af min side af sengen. Min skønne Berner Sennen pige har det med at ligge på ryggen og zzzzzzzzzzzzz højlydt. Sov godt (og stille)….
PS.: billedet er fra en hyggeeftermiddag, hun sover IKKE i sengen om natten!
takeamoment... alting går stærkt og vi har travlt med arbejde, karrierer, børn, det perfekte hjem, den rigtige livsstil, venner....
Jeg fik mulighed for at stoppe op og trække vejret og revurdere, hvad der er vigtigt. Og genfandt glæden ved at skrive og overvandt blufærdigheden i at lade andre læse det og have en holdning til mine holdninger.
Jeg hylder det uperfekte og hvis du forventer perfekt, så må jeg desværre skuffe dig. Men hvis du køber den præmis, så velkommen til min cocktail af en dagbog, opslagstavle, eftertanker...