Et spark i ….

tid_takeamoment

Af og til falder man (= læs: jeg) i selvmedlidenheds hullet… det er grumt og sort og ikke særligt konstruktivt. Alt synes uretfærdigt og alle har det bedre, sjovere, smukkere og skønnere end én selv.

Det kan være lidt befriende og helt frit for ansvar at lade sig rive med ned i hvor-er-det-synd-for-mig-strømmen og synke til bunds. Men særligt smukt eller konstruktivt er det sgu ikke!

Som en klog kvinde en gang har sagt: “Der er altid nogen, der har det værre og nogen, der har det bedre”. Ved ikke om det trøster så meget, når man har ondt af sig selv, men jeg kom til at tænke på det i går morges. Go’morgen Danmark havde besøg af Jacob og Tine, han uhelbredeligt syg af kræft, hun hans kæreste gennem 11 år.

Det var et utroligt smukt og stærkt indslag, der aldrig blev over-sentimentalt eller følelses-plat, også takket være Ida Wohlerts fine empati og helt åbenlyse beundring over parrets måde at håndtere situationen på. “Tid er den største værdi vi har her i livet”- den ramte!

Selvom man led med deres urimelige skæbne, var indslaget også et spark i r…. for alle os, der hænger med mulen over ubetydelige ting som vi burde tænke pyt til. Ja, det regner, når man skal cykle på arbejde, ja knægten har drukket det sidste mælk i køleskabet, ja man vejer 2 kg for meget…. so what!

De mennesker, der i deres egen sorteste tid har overskud til dele deres beretning for at inspirere os andre, kan man kun have næsegrus beundring for.

Pin It

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *